På det plejecenter, hvor jeg arbejder, har vi et afsnit for demente, som jeg jævnligt også arbejder på. Nogle af beboerne på demensafsnittet kræver nærmest mandsopdækning, fordi vi ellers risikerer, at de går deres vej og ikke kan finde hjem igen. Men andre har ikke tendens til sådan at stikke af, så de er nemmere at have med at gøre.

Men fru Clausen, som ikke har tendens til at gå hjemmefra, har problemer med at finde ud af den rette påklædning, når hun vil ud at gå en tur. Forleden dag var hun gået ud i snesjap iført sine sutsko, og da ingen af os opdagede det i tide, blev sutskoene totalt ødelagt af al den væde, som de sugede til sig under hendes spadseretur.

Og det var lidt underligt, for hun havde taget både vinterfrakken, halstørklæde og sine varme rulamsluffer på, men det med fodtøjet kiksede altså for hende. Hun glemte ganske enkelt at skifte fodtøj, inden hun gik ud i vinterføret.

Senere samme dag kom fru Clausens datter på besøg, og jeg nævnte for hende, at hendes mors sutsko vist ikke stod til at redde. Datteren er en sød dame, der er meget hjælpsom i forholdet til sin mor, og hun sagde da også straks, at så måtte moderen have et par nye sutsko. Men så vil jeg også købe et par nye vinterstøvler til hende, for jeg ved af erfaring, at når min mor har fået noget nyt tøj eller fodtøj, så vil hun også gerne bruge det, fortalte datteren.